Brændende kærlighed med bønner og grønt

Brændende kærlighed med bønner og grønt

Denne opskrift er min lidt mere moderne version af klassikeren brændende kærlighed. Dette er nemlig brændende kærlighed med bønner og grønt.

Kartoffelmos med bønner

Min kartoffelmos er fløjlsblød og dejlig luftig, også selvom jeg kommer hvide bønner i. De hvide bønner tilfører godt med protein til mosen. Du kan hverken smage eller se, at der er bønner i. Dette er altså en perfekt måde, hvorpå du kan snige ekstra bælgfrugter ind i helt klassiske hverdagsretter. Jeg synes det er genialt at tilføre mere protein til kartoffelmos, især fordi brændende kærlighed jo normalt blot er kartoffelmos med drys af bacon og løg. For at få flere grøntsager ind i retten, har jeg toppet med både bagt knoldselleri og stegt grønkål. Hvis man er rigtig glad for selleri, kan man også komme lidt i mosen. Herhjemme er min søn ikke glad for selleri, og han kan smage bare det mindste. Derfor undlader jeg kan komme det i for hans skyld.

Stegt grønkål er fantastisk og nemt – og jeg bruger det meget. Jeg kommer det i salater, som topping på suppe eller som her ovenpå min lidt grønnere udgave af brændende kærlighed.

Brændende kærlighed på min måde er en lidt grønnere udgave, stadig med den gode smag, blot med endnu mere fylde og grønt.

Grøntsager i måltidet

Jeg tænker altid grøntsager ind i alle mine måltider. Særligt tænker jeg meget over hvordan jeg kan snige flere grøntsager ind, så min søn spiser dem uden at tænker over det. Det samme gælder bælgfrugter. De officielle kostråd anbefaler os danskere til at spise 100 g bælgfrugter om dagen. Det er faktisk en del og jeg skal da også selv virkelig tænke over det, hvis jeg skal komme op på den mængde. Bælgfrugter har et højt proteinindhold, et lavt energiindhold og så giver de et lavt klimaaftryk*.

Jeg er ret vild med tanken om at nytænke gamle klassiske danske retter i en ny og grønnere fortolkning. Det gør jeg bl.a. også når jeg laver boller i karry. Min karrysovs er nemlig lavet på grøntsager, opskriften finder du her Boller i karry

 

*Kilde: https://altomkost.dk/raad-og-anbefalinger/de-officielle-kostraad-godt-for-sundhed-og-klima/spis-mindre-koed-vaelg-baelgfrugter-og-fisk/

Brændende kærlighed med bønner og grønt

27 oktober, 2022
: 4
: 10 min
: 40 min
: 50 min

Af:

Ingredienser
  • Mos:
  • 800 g bagekartofler
  • 200 g kogte butterbeans* (kog dem efter anvisning på pakken)
  • 2 dl mælk (jeg bruger sødmælk)
  • 50 g smør
  • Salt og peber
  • Topping:
  • 200 g bacon i tern
  • 2 løg
  • 1 spsk. æblecidereddike
  • 200 g knoldselleri
  • 4 grønkålsblade (det der svarer til 4 håndfulde frisk hakket grønkål)
  • 50 g hasselnødder
  • Pynt: Syltede rødbeder og purløg
  • *Du kan også bruge færdigkogte bønner
Mos:;Skræl kartoflerne og skær dem i tern;Kom dem i en gryde, hæld vand på så det dækker;Kog kartoflerne indtil de er møre;De sidste par minutter tilsættes bønnerne;Hæld det usaltede vand fra kartofler og bønner;Varm mælk i en kasserolle og tilsæt smør så det smelter;Brug en kartoffelmoser og mos kartofler og bønner godt;Tilsæt den lune mælk og smør og mos det godt igennem;Smag til med salt og peber;Topping:;Brug en tør pande og rist hasselnødderne et par minutter;Læg dem på et viskestykke og lad dem køle af;Skræl knoldselleri og skær den i mindre tern;Kom dem på en bageplade med olivenolie og salt;Bag dem i ovnen i ca. 30 minutter på 200 grader varmluft;(rør i dem undervejs);Steg bacon på en pande;Når det er stegt lægges bacon på et stykke køkkenrulle;Pil og hak løg i fine tern;Steg dem i baconfedtet;Når de er klare kommes æbleeddike på;Tag løg af panden og bland med baconternene;Hak grønkålen og steg på samme pande i et par minutter;Smag til med lidt salt;Kram hasselnødderne i viskestykket, så skallen falder af;Hak hasselnødderne. ;Anret den brændende kærlighed, først mos, så bacon/løg, bagte knoldselleritern, stegt grønkål, hasselnødder og pynt med frisk skåret purløg og syltede rødbeder.[/lt_recipe]



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *