Disse cremede kartofler med grønkålspesto er virkelig skønne. Jeg elsker denne sommersæson med de nye danske kartofler og jeg er vild med blot at koge dem i let saltet vand. Men en gang imellem, er det rart, at spise kartofler på en anden måde end de kogte. Jeg havde en rest grønkålspesto stående som jeg havde lavet forleden dag, og derfor blev det altså til disse lækre cremede kartofler med grønkålspesto.
Jeg har ofte købt en pose med færdig hakket grønkål i, det er dejlig nemt. Men da vi jo ikke er så mange i husstanden (læs: én), som spiser grønkål, så skal jeg virkelig spise meget grønkål, hvis jeg vil undgå madspild, det er sjældent jeg når at spise sådan en hel pose før den bliver dårlig…
Men nu har jeg simpelthen plantet min egen grønkålsstok, som jeg har stående i en potte på min altan. Den er allerede vokset en del og der kommer hurtigt nye blade på. Jeg er vild med at have spiseligt grønt på min altan, faktisk er det hele spiseligt lige pt. Jeg har krydderurter, tomater, squash og grønkål 🙂
Lidt om grønkål
Grønkål er virkelig sundt. Faktisk er grønkål den af alle kålsorterne med det højeste indhold af vitaminer, mineraler og antioxidanter. Grønkål er en god kilde til calcium og jern, men også A-vitamin og folat og biotin (biotin er vigtig for vores hud, hår og negle). Grønkål har et meget lavt energiindhold, hvilket betyder, at vi kan spise meget af det. Denne grønne vidunderkål indeholder tilmed mange fibre som holder os mætte i lang tid.
Der er altså intet dårligt i grønkål, det er bare at komme i gang, plant en grønkålsstok og brug bladene i salater, supper eller pesto.
Denne skønne udgave af en kartoffelsalat går rigtig godt som tilbehør til grillmaden og den kan spises lun, lige når kartoflerne er kogt, eller den kan spises kold og laves timer inden den skal serveres.
Er der en rest tilovers, smager disse cremede kartofler med grønkålspesto stadig godt dagen efter de er lavet.
Opskriften på grønkålspesto finder du her: Grønkålspesto
Cremede kartofler med grønkålspesto
Ingredienser
- 650 g små nye kartofler med skræl
- Salt
- 6 spsk. grønkålspesto
- 1 håndfuld sesamfrø
Fremgangsmåde
- Step 1 Skyld kartoflerne og skrub det værste jord af
- Step 2 Kog kartoflerne i let saltet vand i ca. 10-12 min.
- Step 3 Hæld vandet fra kartoflerne
- Step 4 Skær dem i halve (mens de stadig er varme) og kom dem i en skål
- Step 5 Kom grønkålspestoen over kartoflerne og bland det godt rundt
- Step 6 Varm en pande godt op og rist sesamfrøene
- Step 7 Bland de ristede sesamfrø i grønkålskartoflerne
- Step 8 Pynt evt. med frisk hakket grønkål