Proteinpandekager

Proteinpandekager

Opskrift på de nemmeste og lækreste proteinpandekager med friske bær og vaniljeskyr.

Det er med få ingredienser, at disse skønne pandekager kan laves. Æg og havregryn er noget de fleste af os altid har i vores køkken. Dernæst bruger jeg en smule mælk – eller plantemælk. Jeg er selv ret glad for havremælk, så det er det jeg bruger, men det gør ikke den store forskel. Hytteosten bruger jeg for at få ekstra protein i pandekagerne. Der er ikke så meget smag i hytteost i sig selv. Til gengæld er der masser af protein i hytteost.

Hvis jeg har god tid, så plejer jeg at røre dejen sammen og lade den stå i en halv times tid. Det gør jeg for at havregrynene kan suge lidt af væsken til sig. Men det er ikke afgørende – pandekagerne hænger fint sammen også selvom dejen ikke har hvilet.

Når du steger, så lad være med at vende dem mere end en gang, så går de ikke i stykker.

Jeg elsker, at jeg kan variere disse proteinpandekager i det uendelige. I denne opskrift har jeg brugt kardemomme og vanilje, men det kunne også have været kanel. Vi spiser dem som morgenmad, som eftermiddagssnack eller som en sundere dessert. Vaniljeskyr kan også sagtens byttes ud med andet lækkert, honning, sirup eller måske nutella 🙂 Brug årstidens frugt eller bær.

Jeg har i flere år lavet disse Sunde bananpandekager – og denne opskrift på proteinpandekager er egentlig bare en videreudvikling af dem.

Proteinpandekagerne kan med fordel fryses ned, hvis I ikke får spist dem alle sammen. Ellers kan de holde sig i køleskabet 2-3 dage. Jeg kan personligt bedst lide at spise dem når de er lune – og de kan sagtens varmes i ovnen både når de har været frosset ned eller i køleskabet.

Proteinpandekager

30 januar, 2021
: 10 stk.
: 10 min
: 15 min
: 25 min

Af:

Ingredienser
  • 3 æg
  • 2 dl finvalsede havregryn
  • ½ dl mælk eller plantemælk
  • 3 spsk. hytteost 4%
  • ½ tsk. kardemomme
  • En knivspids ren vaniljepulver
  • En knivspids salt
  • 2 spsk. smør til stegning
  • 2 spsk. olie til stegning
  • Friske bær og evt. skyr med vanilje som topping
Fremgangsmåde
  • Step 1 Pisk æggene
  • Step 2 Kom hytteost i æggemassen og rør godt
  • Step 3 Tilsæt havregryn, mælk, kardemomme, vanilje og salt
  • Step 4 Bland det godt med en gaffel
  • Step 5 Lad det gerne stå i 30 min. og trække (kun hvis du har tid)
  • Step 6 Tænd en pande (høj varme) og kom halvdelen af smør og olie på
  • Step 7 Brug en almindelig spiseske (med top)
  • Step 8 Én spsk. pr. pandekage
  • Step 9 Bag 3-4 ad gange på panden (alt afhængig af hvor stor panden er)
  • Step 10 Gentag indtil der ikke er mere proteinpandekage dej tilbage
  • Step 11 Skyld bær og kom dem sammen med et par skefulde
  • Step 12 Skyr med vanilje oven på en stak pandekager



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *