Det er første søndag i advent i dag – og hvad bedre end en omgang lækker risengrød med kanelsukker og selvfølgelig en smørklat?
Det er utrolig nemt at lave risengrød helt fra bunden. Det kræver blot lidt tålmodighed – og så kræver det, at du bliver i nærheden af gryden, så du kan røre i den ofte! På denne måde lover jeg dig, at den ikke brænder på.
Der findes mange lidt alternative gode råd til hvordan man kan lave den perfekte risengrød.
Denne opskrift er hverken alternativ eller speciel. Den er utrolig simpel.
Jeg gemmer ikke min risengrød under dynen og jeg har aldrig brændt en den på. Jeg tror, at det handler om at acceptere, at det tager lidt tid. Omkring 35-45 minutter, fordi den skal varmes langsomt op. Herefter skal grøden have lov til at hvile i gryden med låg på.
I øvrigt, skal risengrød efter min mening ALTID laves på sødmælk. Ellers smager den bare ikke rigtigt 🙂
Selvom det ikke engang er helt december endnu, så er vi allerede tyvstartet herhjemme. Jeg har altid elsket risengrød, især som barn. Min søn elsker også når vi laver risengrød – især når vi får det til aftensmad. Jeg vil dog indrømme at lige dén aftensmad altid også indebærer en rugbrødsmad og grøntsags-stave, ellers bliver ingen af os rigtig mætte.
Skal du koge risengrød udelukkende til ris a la mande, vil jeg anbefale at flække en vaniljestang, skrabe kornene ud, blande dem med en spiseskefuld sukker og komme i det i sammen med mælken allerede når du koger grøden.
Risengrød
Ingredienser
- 2 ½ dl vand
- 2 ¼ dl grødris
- 1 L. sødmælk
- Et nip salt
- Kanelsukker og smør
Fremgangsmåde
- Step 1 Kom vandet i en gryde og bring det i kog
- Step 2 Kom grødrisene i det kogende vand under omrøring
- Step 3 Lad risene suge alt vandet
- Step 4 Skru ned
- Step 5 Tilsæt sødmælken og kog det op ved svag varme under låg
- Step 6 Rør i gryden ofte, så mælken ikke brænder på
- Step 7 Kogetiden er ca. 40 minutter
- Step 8 Sluk for varmen og lad risengrøden stå under låg i 10 minutter
- Step 9 Server risengrøden med kanelsukker og en smørklat.