Stegt kyllingebryst i cremet pikant sauce

Stegt kyllingebryst i cremet pikant sauce

Denne opskrift på stegt kyllingebryst i cremet pikant sauce er en virkelig skøn hverdagsret. Saucen er lækker cremet og mild i smagen og kyllingen er saftig og smagfuld. Egentlig er retten utrolig simpel og den tager maksimalt 35 minutter at lave. En af det gode ting er, at jeg laver saucen på samme pande som kyllingen, det giver endnu mere smag til den cremede sauce – og så er der mindre opvask 🙂

Stegning af kyllingebryst

Det vigtigste, set med mine øjne er, at du får tilberedt kyllingen nænsomt, så den ikke bliver tør og stadig har en flot stegeskorpe. Når jeg vælger at stege i en blanding af olie og smør er det fordi jeg synes det giver den bedste smag. Når jeg samtidig sørger for at krydre kyllingefileterme inden stegning, så tilføjer jeg bare endnu mere smag til retten.

Kyllingebrystfileterne skal på en varm pande og stege nogle minutter på hver side ved høj varme i olie/smør. Herefter skruer du ned og lader kyllingen stege ved svag varme nogle minutter. Det er ikke nødvendigt at kyllingen er helt gennemstegt før du laver saucen. Kyllingebrystfileterne bliver færdigtilberedt imens saucen simrer.

Jeg har lavet denne opskrift på stegt kyllingebryst i cremet pikant sauce og serveret den med både pasta eller ovnbagte kartofler som tilbehør. Begge dele smagte skønt til. Min søn og jeg elsker grønne blancherede haricot verts, det får vi oftest til denne ret – det er virkelig nemt 🙂

Pikant smøreost er virkelig undervurderet. Udover at bruge det som smørelse på brød (til madpakken), så bruger jeg det ofte i saucer. Prøv for eksempel min opskrift på Pasta med tuncreme, den er også en af vores hverdagsfavoritter.

Stegt kyllingebryst i cremet pikant sauce

4 november, 2020
: 4
: 5 min
: 30 min
: 35 min

Af:

Ingredienser
  • Tilberedning af kylling:
  • 4 kyllingebrystfileter
  • 1 løg hakket fint
  • 1 spsk. olivenolie
  • 1 spsk. smør
  • Frisk timian
  • Salt og peber
  • Hvidløgssalt
  • Cremet pikant sauce:
  • 1 pakke pikant smøreost
  • 250 ml madlavningsfløde 7 %
  • 2 tsk. æblecidereddike
  • Salt og peber
  • 400 g friske haricot verts
  • 1 spsk. olivenolie
  • Salt
  • 400 g frisk pasta
Fremgangsmåde
  • Step 1 Kylling og sauce:
  • Step 2 Skær eventuelle sener af kyllingebrystfileterne
  • Step 3 Krydr dem på begge sider med salt, peber, hvidløgssalt og timian
  • Step 4 Varm en stor pande og kom olie og smør på, lad det smelte
  • Step 5 Kom kyllingebrystfileterne på panden
  • Step 6 Steg dem ca. 5-6 minutter på hver side
  • Step 7 Brystfileterne skal have en fin stegeskorpe
  • Step 8 Skru lidt ned og steg videre et par minutter
  • Step 9 Kom nu det hakkede løg på panden og steg med indtil løgene bliver klare
  • Step 10 Tilsæt pikant smøreost og madlavningsfløde
  • Step 11 Rør det godt rundt
  • Step 12 Tilsæt æblecidereddike
  • Step 13 Lad saucen simre og lad kyllingebrystfileterne blive i saucen i ca. 10 minutter
  • Step 14 Smag saucen til med salt og peber
  • Step 15 Bønner:
  • Step 16 Kom 2 L vand i en gryde og kog det op med salt i
  • Step 17 Nip enden af bønnerne
  • Step 18 Når vandet koger, kom bønnerne i
  • Step 19 Kog i 7 minutter
  • Step 20 Si bønnerne og overhæld dem med koldt vand
  • Step 21 Kom bønnerne i en skål og bland lidt olie og salt i
  • Step 22 Kog den friske pasta efter anvisning på pakken
  • Step 23 Kom den kogte pasta i et fad og anret med kylling og pikant sauce henover.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *