Denne skønne, søde og milde bønnedip er lavet på butterbeans. Butterbeans er store hvide bønner som egentlig hedder limabønner, men som af mange (inklusiv mig selv) kaldes for butterbeans.
Lidt om butterbeans og deres ernæringsmæssige fordele
Butterbeans er rige på proteiner, de indeholder 8 gram protein pr. 100 gram. Derudover er de rige på kostfibre, faktisk indeholder de næsten ligeså mange kostfibre pr. 100 gram som proteiner, nemlig 7 gram. De mætter derfor rigtig godt og giver et stabilt blodsukker. Foruden proteiner og fibre indeholder disse bønner også mineraler som magnesium og calcium.
Butterbeans smager ikke af meget derfor er det vigtigt at tilsætte noget smag i form af krydderier og krydderurter. Til gengæld er de lækre og cremede i konsistensen og denne bønnedip bliver helt fløjlsblød når den blendes. Måske deraf navnet butterbeans..?
Jeg bruger altid min minihakker når jeg laver dip og pestoer. En blender kan dog også sagtens bruges, men jo mindre den er, dets nemmere er det at blende bønnemassen.
Jeg kan godt lide at lave en masse mindre retter, for eksempel en salat, noget fisk eller fjerkræ, forskellige dip og rugbrødschips og grøntsags-stave at dyppe med. Det gjorde jeg forleden, det er sådan en hyggelig måde at spise på og det indbyder ofte til at spise mere grønt, når der er noget lækkert at dyppe det i.
Jeg er vild med dip af alle slags. Om det er pesto, tappenade, bønnedip eller hummus jeg bruger det hele som tilbehør til både frokostsalater, som spread på brød, som dip i til tapas eller fisk. Denne bønnedip kan vel sammenlignes med enten min Klassisk hummus eller Ærtedip, disse er alle tre proteinrige dip som alle smager skønt på hver deres måde.
Bønnedip
Ingredienser
- 1 dåse butterbeans (400g)
- Saften fra ½ citron
- 1 håndfuld kruspersille
- 4 spsk. olivenolie
- ½ fed hvidløg
- 1 tsk. paprika
- Salt og peber
Fremgangsmåde
- Step 1 Åben dåsen og hæld bønnerne i en si og si væden fra
- Step 2 Kom bønnerne i en minihakker
- Step 3 Pil hvidløget og hak det fint
- Step 4 Tilsæt olie, citronsaft, paprika, persille, lidt salt og peber
- Step 5 Blend det hele til en ensartet masse
- Step 6 Smag til med mere salt og peber og evt. lidt mere olie eller citronsaft
1 thoughts on “Bønnedip”