Hvidvinsbraiserede svinekæber med kartoffel-sellerimos

Hvidvinsbraiserede svinekæber med kartoffel-sellerimos

Min opskrift på hvidvinsbraiserede svinekæber med kartoffel-sellerimos er den perfekte weekendhyggemad. Jeg elsker gryde- og simreretter, især når jeg har god tid og retten kan få lov til at stå og passe sig selv i nogle timer på komfuret.

Jeg er vild med kød der er mørt og jeg kan med et hundrede procent garantere, at svinekæberne bliver møre som smør når de tilberedes på denne måde.

Elsker du også en smagfuld simreret med masser af smag og med kød som falder fra hinanden? Så skal du altså prøve denne opskrift.

Selve tilberedningen er utrolig nem. Det vigtige er, at du husker at brune dine svinekæber af først – og lader dem få noget farve. Når det er gjort, skal du nærmest ikke gøre mere, tjek til den en gang imellem mens den små-simrer i et par timer. Smag saucen til med salt og peber til sidst.

Jeg laver en kartoffel-sellerimos til, men det kan også være almindelig kartoffelmos eller måske en rodfrugtmos. Husk lige at lune sødmælken inden du kommer den i mosen. Kommer du helt kold mælk i bliver mosen også kold. Jeg moser i øvrigt altid min mos med en gammeldags kartoffelmoser – med håndkraft. Så bliver den helt perfekt (Tip: Kan købes i IKEA til 49 kr., ikke reklame, blot en kærlig anbefaling). Personligt synes jeg at mos bliver lang og klistret hvis du bruger en stavblender, men det er nok en smagssag.

Selvom der er masser af grønt i denne ret, både gulerødder, persillerødder, løg og æble, så laver jeg altid enten en salat eller andet grønt ved siden af, det gør jeg faktisk uanset hvilken ret vi får.

Sidst jeg serverede mine hvidvinsbraiserede svinekæber med kartoffel-sellerimos, der fik vi en Waldorfsalat til – og det var en skøn kombination, som jeg virkelig kan anbefale. En sprød kålsalat kunne også være et godt bud. 

Hvidvinsbraiserede svinekæber med kartoffel-sellerimos

27 januar, 2021
: 4
: 20 min

Af:

Ingredienser
  • 10-12 stk. svinekæber (2 pakker)
  • 2 spsk. smør til stegning
  • 2 store løg skåret i både
  • 300 g gulerødder skåret i skiver
  • 200 g persillerødder skåret i skiver
  • 2 æbler skåret i både
  • 1 L. hønsebouillon
  • 4 dl hvidvin
  • Et bundt frisk timian
  • Salt og peber
  • Kartoffel-sellerimos:
  • 1,5 kg bagekartofler
  • 500 g knoldselleri
  • Ca. 2,5 dl lun sødmælk
  • Salt og peber
  • Frisk timian til pynt
Fremgangsmåde
  • Step 1 Puds svinekæberne fri for hinder og dup dem tørre med køkkenrulle
  • Step 2 Kom 2 spsk. smør i en stor gryde
  • Step 3 Brun svinekæberne godt på alle sider, krydr med salt og peber
  • Step 4 Tag dem herefter op
  • Step 5 Kom gulerødder, løg, æbler, timian i gryden og brun det af
  • Step 6 Tag grøntsagerne op af gryden
  • Step 7 Kom svinekæberne tilbage i gryden
  • Step 8 Hæld hønsebouillon og hvidvin i gryden
  • Step 9 Læg låg på og lad retten simre i ca. 1 time og 15 minutter
  • Step 10 Kom herefter grøntsagerne tilbage i gryden
  • Step 11 Lad dem simre med i ca. 45 minutter
  • Step 12 Imens skræl og skær kartofler og selleri i tern og kog dem møre
  • Step 13 Hæld vandet fra
  • Step 14 Lun mælken i en kasserolle
  • Step 15 Tilsæt lun mælk og smør til kartoflerne
  • Step 16 Mos kartoflerne med mælk og smør med en kartoffelmoser
  • Step 17 Smag til med salt og peber
  • Step 18 Smag de hvidvinsbraiserede svinekæber til med salt/peber
  • Step 19 Du kan evt. jævne saucen eller servere den som den er
  • Step 20 Server de braiserede svinekæber med kartoffelsellerimos samt en frisk salat.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *