Jeg laver rigtig mange smoothies og kommer gerne en masse grøntsager i, faktisk er der en større mængde af grøntsager i mine smoothies i forhold til mængden af frugt.
Smoothies med grøntsager erstatter ikke et hovedmåltid, men jeg kan sagtens bruge en smoothie som erstatning for et mellemmåltid eller som en del af min morgenmad.
Jeg foretrækker mine smoothies cremede og fyldige i konsistensen, med en masse smag. Det eneste udstyr jeg bruger er en blender.
Ved at blende grøntsager og frugter bevarer vi alle kostfibrene og ikke mindst vitaminerne og mineralerne, hvilket gør at en smoothie kan være rigtig sund – og en virkelig nem og god måde at få flere grøntsager på.
Kostfibre har et lavt energiindhold og giver en rigtig god mæthedsfornemmelse. Derudover har de en virkelig vigtig og gavnlig virkning på vores fordøjelse.
Fordelingen af frugt og grøntsager
Grøntsager indeholder (ofte) flere næringsstoffer end frugt, som (ofte) indeholder mere frugtsukker. Når vi har et stort indtag af frugtsukker vil vores krop reagere på samme måde, som hvis det var almindeligt sukker vi indtog. Det skal vi huske når vi laver smoothies med grøntsager.
Derfor vil jeg helt klart anbefale en fordeling på ¾ grøntsager og ¼ frugt i en smoothie.
Læs mit blogindlæg om smoothies til børn her.
Så hvordan laver du din smoothie sund og fuld af vitaminer og fibre?
En god base i mine smoothies med grøntsager er meget ofte banan og avocado. Foruden den sundhedsmæssige gevinst de to råvarer bidrager til, gør lige præcis banan og avocado, at smoothien bliver lækker cremet i konsistensen, især hvis de er frosne.
Banan har bl.a. et højt indehold af kostfibre og kalium, men den indeholder også bl.a. magnesium, folat og C-vitamin. Derudover har banan en sød smag, som virker rigtig godt sammen med lidt bitre grøntsager (f.eks. broccoli, grønkål, spinat). Den samme effekt har dadler. Én dadel er nok til at søde to smoothies – og så er dadler rige på fibre.
Avocado indeholder især umættet fedt, som er det fedt vi gerne vil have mere af. Avocado indeholder bl.a. også kostfibre, lidt protein, kalium, magnesium.
Jeg bruger også ofte en skefuld havregryn, proteinpulver eller lign. hvis jeg gerne vil have en endnu mere mættende smoothie. Derudover er jeg glad for spirulina pulver, gurkemeje og hampefrø. Prøv dig frem, men lad endelig vær med at købe dig fattig i alt muligt du alligevel ikke får brugt.
Når du har fundet det der fungerer bedst for dig/din familie, er det kun fantasien der sætter grænsen for hvad du kan komme i dine smoothies med grøntsager.
Smoothien på billedet er er denne her: Grøn smoothie
Se nedenfor for opskrifter på lækre fyldige og cremede smoothie opskrifter, eller gå ind under opskrifter og søg på smoothies, så kommer alle mine opskrifter frem.
Smoothie med ananas, ingefær og gurkemeje
5 thoughts on “Smoothies med grøntsager”